Din kurv er lige nu tom!
Den uniformsklædte politimand sendte mig et skeptisk blik, da jeg måtte sige til ham, at jeg ikke kunne vise ham et pressekort. Jeg var rykket ud for at dække en brand langt fra alfarvej et par kilometer nord for Vester Aaby.
Et par fotografer og enkelte andre interesserede stod allerede på en stubmark ved siden af den brændende bindingsværksejendom og fulgte brandfolkenes bestræbelser på at få bugt med ild og røg.
Fotograferne havde deres pressekort hængende i en rem om halsen. Jeg havde slet ikke noget pressekort, og det har jeg ikke haft, siden jeg var grøn journalist i slutningen af 80’erne. Jeg arbejder jo ellers professionelt med medier og er medlem af Dansk Journalistforbund, så forudsætningerne er på plads.
Dengang, i slutfirserne, var det ærefrygtindgydende, at der under plastiklamineringen stod, at kortet gav adgang gennem politiafspærringer – dog ifølge en bekendtgørelse, der sagde, at man skulle rette sig efter politiets anvisninger. Jeg blev ret benovet over de fordele, der fulgte med et pressekort, og glemte sløvsindet at forholde mig til rimeligheden i pludselig at være privilegeret.
Det var nærmest potensforlængende, at pressekortet blandt andet gav gratis adgang til Tivoli, endda “med dame”, som der stod i en brochure, journalistforbundet udgav i 1960. Her stod også, at man kunne komme gratis ind i Det Kongelige Teater, køre gratis med tog flere steder i landet og komme gratis til fodboldkampe på de fleste stadions.
I min tid var det slut med gratis togkørsel, og teatret havde ingen interesse for mig. Men som ung journalist i København viste jeg glad og gerne mit pressekort til kontrollører i Tivoli, til seksdagesløb i Forum, til Mogens Palles boksestævner og på de stadions, hvor der var en fodboldkamp, jeg havde lyst til at se. Og jeg havde sjældent andet ærinde end at fornøje mig.
Hverken min livsførelse eller min moralske habitus var særlig sund i de år, og jeg havde ikke noget godt argument, der kunne overbevise hverken andre eller mig selv om, at jeg burde have gratis adgang til fornøjelser, som andre skulle betale for. Omvendt har jeg vist fortrængt det, hvis det var en adfærd, min omverden udfordrede mig særligt på.
Da jeg langt om længe blev led ved mig selv og de fristelser, jeg havde svært ved at modstå, flygtede jeg fra København, og jeg fik aldrig søgt om et nyt pressekort. Sådan et skal nemlig fornyes hvert femte år.
I løbet af de seneste godt og vel 30 år er det kun i få tilfælde, jeg er blevet bedt om at vise et pressekort, når jeg har været ude i journalistiske ærinder. Og hvis jeg har været på arbejde ved begivenheder, hvor der opkræves entre, har jeg sørget for at forhåndsakkreditere mig.
Pressekortet har en lang historie. De første pressekort blev udstedt i starten af 1900-tallet, så pressen kunne legitimere sig over for myndighederne. Det var praktisk at kunne undgå politiets knippelsuppe, hvis man som journalist eller fotograf dækkede optøjer, og samfundet har en interesse i, at uafhængige nyhedsformidlere kan komme tæt på begivenhederne, mente lovgiverne.
Men på en eller anden måde blev det efterhånden sådan, at pressefolkene kunne komme tæt på alle mulige begivenheder, som de ikke engang behøvede at dække, bare fordi de var pressefolk. Flere og flere fik interesse i at få fat i et pressekort, selv om de primært beskæftigede sig med noget, der ikke har relevans for journalistik. Der gik inflation og råddenskab i det lille kort.
Reglen om, at pressekortet giver adgang gennem politiafspærringer – med visse forbehold – gælder stadig. Og uden sammenligning i øvrigt giver det også adgang til Folketinget og til Folketingets presseloge, hvorfra man kan følge Folketingets arbejde. Men så er det også ved at være sagt.
I dag kan hverken DSB, Tivoli, Zoo eller Det Kongelige Teater se fidusen i at give tilfældige journalister særbehandling.
Det kan jeg heller ikke.
Det giver god mening for mig, at idrætsklubber og festivalarrangører beder om, at man akkrediterer sig på forhånd, hvis man skal dække en fodboldkamp eller en koncert.
På stubmarken ved den brændende gård nord for Vester Aaby var politimanden utilfreds med, at jeg ikke kunne vise ham et pressekort.
- Jeg skal jo ikke gennem en politiafspærring, sagde jeg.
- Politiet skal sørge for sikkerheden her, så jeg vil gerne have styr på, hvem jeg lader rende rundt her, svarede han.
Det kan jeg både forstå og respektere, så efter mere end 30 år uden ét, har jeg endelig bestilt et nyt pressekort hos Dansk Journalistforbund. Jeg kommer nok ikke til at vise det frem så tit, men det dur jo heller ikke, hvis jeg på mangelfuld legitimation bliver bortvist fra brande eller andre dramaer, jeg skal have delt med avisens læsere.
Klummen er kun udtryk for journalistens egne holdninger.
Skriv et svar